Bevar dit hus

Restaurering og Transformation – metoder og principper

Ordet restaurering, i relation til bygninger, opstod i Frankrig i 1831, hvor den statslige styrelse Monuments Historiques, der skulle tage sig af bevarelsen af de nationale mindesmærker og bygninger, blev oprettet med kunst- og arkitekturhistorikeren Eugene Viollet-le-Duc (1814 – 1879) som chef.

På fransk betyder ordet restoration en istandsættelse, genoprettelse eller ligefrem helbredelse – for ældre bygningers vedkommende, kan man beskrive det som ’at genskabe dem i en ny og forbedret skikkelse, som måske aldrig har eksisteret på noget bestemt tidspunkt’ (Viollet-le-Duc)

Men på engelsk er ordet restoration meget mere tilbageskuende. Her betyder det ’tilbageføring til en tidligere tilstand’, genindsættelse. Ordet blev rent faktisk synonym for genindsættelsen og reetableringen af kongedømmet (Stuarterne) i 1660 efter republikken (Cromwell).

Derfor har der på internationalt plan siden 1800-tallets midte været både forvirring og diskussioner om, hvad ordet ’restaurering’ dækker, den franske eller den engelske betydning – ombygning og forbedring eller tilbageføring.

Denne diskussion florerer i høj grad i Danmark den dag i dag, hvor mange arkitekter og håndværkere – selv dem, der arbejder med at tage vare på vores ældre bygningskultur – anser en ’restaurering’ som det samme som en ’tilbageføring’, hvilket er en stor misforståelse – og dermed lig med fanden selv, og strengt forbudt. En ’ombygning og forbedring’ har derimod nu fået det mere moderne og velklingende navn ’transformation’, og anses dermed for den bedste og eneste metode – hvor som helst og hvornår som helst.

Det, jeg står på er imidlertid, at vi først og fremmest skal varetage helheden i en ældre bygning, en bebyggelse eller et byrum, og så se lidt mere nuanceret på ideologierne. Og før man vælger konkrete indgreb skal man altid starte med en metodisk Analyse af de historiske – herunder også de immaterielle – de tekniske og de arkitektoniske værdier, efterfulgt af en Værdisætning af disse elementers betydning for helheden.

Fem lige værdige metoder og holdninger
Derfor har vi ikke kun én rigtig, men rent faktisk fem måder og metoder til at sætte ældre bygninger, bebyggelser eller byrum i stand, der alle fem er lige lødige, lige ’tilladte’ og lige gode til at varetage den historiske, den immaterielle og den arkitektoniske helhed:

  1. Almindelig vedligeholdelse – med de samme slags materialer og metoder, som bygningen er opført med.
  2. Reparation – af det på bygningen, der er gået i stykker, men som vi ifgl. analyse og værdisætningen vurderer som umisteligt for denne. Faktisk det, man kan betragte som den egentlige ’restaurering’
  3. Rekonstruktion – af forsvundne eller mistede elementer, efter sikre spor og efter en fastlagt metode.
  4. Subtraktion – af det på bygningen, der ifgl. analyse og værdisætningen, svækker denne, historisk, teknisk eller arkitektonisk.
  5. Transformation – eller ombygning af det på bygningen, der ifgl. analyse og værdisætningen ikke vurderes som umisteligt. En transformation kan også omfatte en tilbygning eller en nybygning, der tilpasser sig helheden, jf. analysen og værdisætningen.

Transformation er faktisk et godt og rammende udtryk for det at ’ændre noget fra én ting til noget andet’, eksempelvis ældre bygninger, der er funktionstømte, men som ønskes bevaret og indrettet til et nyt formål. Som vi har masser af eksempler på i disse år – og også før. Ordet restaurering passer faktisk slet ikke her, og heller ikke ’renovering, der betyder ’forny’. Men en transformation bør for det første altid som fast punkt indeholde en metodisk analyse og værdisætning, for det andet også indeholde en vis grad af reparation – eller restaurering – af de elementer der vurderes som ’umistelige’ og for det tredje en ’subtraktion’ – eller nedrivning – af de ’uheldige’ elementer.

Alt dette har jeg redegjort nærmere for i en række artikler og kompendier bl.a. til de studerende på Arkitektskolen – som andre også bør læse, kompendier fra offentlige foredrag eller debatartikler.