Bogen Huse i farver af Søren Vadstrup handler om facadefarvernes historie i Danmark, både på byhusene og på landhusene, ud fra disses kulturhistorie, arkitekturhistorie og håndværkshistorie.
Formålet med bogen er at få læserne, d.v.s. husejerne, håndværkerne, arkitekterne og myndighederne med flere, til at blive mere bevidste overfor de udvendige farver på de huse, vi bor og arbejder i. Dette er der tre grunde til:
Omgivelserne
For det første fordi alle huse indgår i omgivelser, der har farver – det være sig bygningsmiljøer, natur eller begge dele. Fra meget gammel tid – faktisk helt fra oldtiden, findes der en række farvestoffer, bl.a. fra naturen, kaldt de klassiske pigmenter og farver, der harmonerer meget smukt med naturens egne farver, med hinanden indbyrdes og med husenes ’ufarvede’ byggematerialer som natursten, tegl og strå.
Kendskabet til, og brugen af disse farver, har præget vores arkitektur og bygningskultur meget længe, rent historisk, kulturhistorisk og især æstetisk. Det bør de fortsat gøre, både på helt nye og på eksisterende huse.
De 28 farveplancher over de ’klassiske’ facadefarver og blandingsfarver, der indgår i denne bog, repræsenterer for de ’nyestes’ vedkommende omkring 200 års brug og erfaringer på bygninger, mens de ældste har været kendt og brugt i over 2000 år. Med samme smukke og æstetiske resultater, som i dag.
Mode og prestige
For det andet har der også ’altid’ været mode og prestige forbundet med husenes farver. For ældre huses vedkommende fortæller de oprindelige facadefarver om husets alder, stilart og geografiske placering i landet. Det sidste gælder specielt landhusene, før ca. 1930, hvor facadefarverne også afspejlede, hvor god en agerjord, husene og landsbyerne ligger på. Eller for de ’hvide’, østdanske landhuses vedkommende, deres over 1000 år gamle kulturhistorie.
Kort over h.h.v. landhusenes egnsfarver og byhusenes stilfarver i Danmark
Det samme gælder byhusenes farvemæssige tilknytning til den stilart, de er bygget i, og dermed deres alder. Denne bog vil hjælpe husejerne med at genetablere denne meget vigtige immaterielle kulturhistorie ved deres hus, der, selv om den kan ses meget tydeligt, eller eventuelt ligger ’skjult’ under nyere farvelag, eller helt er forsvundet, har et yderst interessant, bagvedliggende historisk budskab fra tidligere tider, til os i dag.
Bindemidlerne
For det tredje har valget af malingsprodukter til facadefarverne også stor betydning for husenes og dermed også omgivelsernes æstetiske fremtræden. Herunder ikke mindst hvordan de ældes (med ynde) og hvor længe de holder. De ’klassiske’ bindemidler og malingstyper, der anbefales i denne bog, opfylder netop disse tre kriterier for en god, bæredygtig og langtidsholdbar, udvendig overfladebehandling på murværk, puds og træ:
- Vi har meget lange erfaringer, mindst 200 år, at trække på med hensyn til fremstilling, egenskaber og anvendelse – samt deres svage og stærke sider.
- De er ’svage’ – og skader derfor ikke den ’bund, de sidder på, fugtmæssigt eller bevaringsmæssigt
- De er ’kapillaråbne’ et nyt fagudtryk, der adskiller dem teknisk., fugtmæssigt og bevaringsmæssigt fra ’diffusionsåbne’ malinger – der ikke egner sig til gamle huse, udvendigt
- De ældes med ynde, hvilket især klæder ældre huse godt.
- Endelig er de, efter at alle de mest giftige pigmenter med tiden er luset ud, generelt mere miljøvenlige og bæredygtige end de fleste moderne materialer.
Facadebehandlinger, der forfalder og patinerer grimt, er en meget væsentlig årsag til, at mange ældre huse unødigt bliver revet ned, plus at huspriserne i området falder – fordi de ’forkerte’ facadematerialer, efter kort tid, netop kommer til at se så utroligt grimme ud. Men denne, husets ’meget tynde, ydre skal’ er det faktisk, med denne bog i hånden, meget enkelt at forbedre på – og dermed ’vende’ denne udvikling.
Forskning og ny viden
’Huse i farver’ er resultatet af et forskningsprojekt på Kunstakademiets Arkitektskole/Det kongelige Akademi, der ud over de tre ovennævnte emner, har fundet ud af, at man i dansk arkitektur, formentlig siden ’Mesterklassen’ for håndværkere blev oprettet på Kunstakademiet i 1771, bl.a. har undervist i og praktiseret en ret avanceret farvelære, især hvad angår husenes udvendige farver. Ud over den gængse viden om primærfarver og sekundærfarver har undervisningen omhandlet teknikker som egenkontrast, lysningskontrast, komplementærkontrast og simultankontrast mellem farverne. Disse specialiteter, der naturligvis bliver forklaret grundigt i bogen, kan man bl.a. se på landbindingsværkshusenes farver og farvesætning på især Fyn, men også i Jylland, der er kommet til lige efter landboreformerne. Hvilket viser, at denne viden har bredt sig til de lokale håndværkere – via håndværksundervisningen på Kunstakademiet i København.
Kortlægningen af disse egnsfarver, som de blev brugt før ca. 1930, har afsløret, at de forskellige pigmenter og farver, har været forbundet med et tydeligt hierarki, baseret på deres indkøbspris. Dette farve-hierarki har ikke decideret været knyttet til bygningernes størrelser, som vi f.eks. ser det i Sverige, Norge og Finland, men derimod til udbyttet af agerjorden for en hel landsbys eller egns vedkommende. Hvad byhusenes facadefarver angår, er disse heller ikke specifikt knyttet til bygningernes størrelser eller ejernes pengepung, men til den stilart, bygningen er opført i.
Ved at gøre opmærksom på denne nye viden, håber bogens forfatter at mange husejere vil vende tilbage til de oprindelige egnsbestemte og stilbestemte udvendige farver og farvesætninger på landhusene og byhusene i Danmark.
Bogen formidler også en lige så vigtig og for de fleste ret ny malerfaglig viden om ’hvordan man blander en smuk facadefarve’. Her findes der en række meget gamle ’trick’. Et af disse er at de lyse pastelfarver på husfacader skal ’snavses’ en lille smule til, helt fra starten. Man ’dæmper’ derved farverne, så de bliver endnu smukkere, de ser ’gamle’ og ’antikke’ ud fra starten, individuelt og sammen, og tilsnavsningen betyder også at de ældes – eller patinerer, som man siger, smukkere, hvorved de holder sig flotte i længere tid, og ikke skal nymales så tit.
Bogen gennemgår de i teknisk forstand ret spændende og interessante, gamle ’klassiske’ bindemidler: linolie, lim, tempera, lak og læsket kalk til facaderestaurering. Herunder kommer bogen også ind på deres miljømæssige egenskaber og bæredygtighed. De har nemlig nogle ret overraskende egenskaber, der gør dem til det mest oplagte og teknisk bedste valg på ældre bygninger
Forskningsprojektet viser, at de klassiske bindemidler og farver ’vinder over de moderne produkter, vi finder i byggemarkederne i dag: Plast- og acrylmaling, ’vandig alkyd’, ’træbeskyttelse’, olieemulsionsmaling m.fl. – på alle parametre, ikke mindst i forhold til miljø og bæredygtighed. Og det er ikke kun noget vi ’tror’, nu er det også noget, vi ved.
Her ses nogle af de over 30 akvareller over facadefarver i Danmark, som bogen formidler.
