7. september 2020/Søren Vadstrup/ Nyheder
Så er det muligt at købe min nye bog MIT BINDINGSVÆRKSHUS.
Bogen bestilles via linket: https://netvaerkforbindingsvaerk.dk/bindingsvaerk/bog-mit-bindingsvaerkshus/
Bogen koster 200 kr, 250 inkl. moms og 300 inkl. forsendelse.
Vi har fået trykt 700 eksemplarer, men skynd dig hellere at bestille.
Bogen er en afrapportering af det 3-årige fondsstøttede forskningsprojekt (2017-2020): Det danske bindingsværkshus – før, nu og i fremtiden.
Bogen behandler både de forskellige typer danske bindingsværkshuse på landet og i byerne med deres kulturhistorie og særlige konstruktioner og indretninger. Herunder et ikke tidligere behandlet emne i dansk bindingsværks-litteratur om lerklinede tavl og andre former for tavl med ubrændt ler, samt disses fordele og ulemper.
Beskrivelsen af bybindingsværkshusene trækker arkitektoniske og kulturhistoriske tråde fra renæssancen til nationalromantikkens bindingsværk helt frem til 1930-erne. Bogen udpeger ca. 20 byer og landsbyer i Danmark, der har samlede områder, præget af ældre bindingsværksbygninger – en dansk pendant til de historiske nordiske træbyer, idet det danske bindingsværkshus, rent konstruktivt og materialemæssigt, er et fuldgyldigt træhus. Et kapitel handler derfor også om ’Bræddebeklædt bindingsværk’, der tager sin begyndelse her i landet med ’Kanonbådsskurene’ på Holmen og andre steder i 1810-erne og slutter som rent træhus med indførelsen af sømbeslagene i 1960-erne.
Et kapitel omhandler ’Bindingsværkshusenes bæredygtighed og vedvarende holdbarhed’, idet vi har mange velbevarede bindingsværkshuse i Danmark, der over 200-350 år, og som stadigvæk benyttes, bebos og behandles godt. De fleste forventes at kunne holde lige så længe endnu, hvis de vedligeholdes med de rigtige materialer, og undgår sømbeslag, stenuld, plastikdampspærrer og plastikmaling
Bogen spørger også: Kan vi bygge helt nye bygninger i bindingsværk i dag – uden sømbeslag, der jo medfører, at husene ikke holder ret længe. Der vises et aktuelt eksempel på en prototype på et nyt bulhus af egetræ, udført med fuldautomatiske, såkaldte CNC-fræsede samlinger, træ med træ, uden jernbeslag.
Bogen handler naturligvis også om vedligeholdelse, istandsættelse og energiforbedring af bindingsværk. Samt bindingsværkshusenes regionale farver
Se fire sideopslag fra bogen: Side 170 (Kbh. etagehuse med indvendigt bindingsværk), side 188 (Bræddebeklædt bindingsværk), side 201 (solindfald i stuerne vinter og sommer) og side 240 (Reparationsmetoder på bindingsværket)