5. september 2019/SV:
En bæredygtig bygning
– er en bygning med en påviselig holdbarhed på mindst 200 år – i praksis med vedvarende holdbarhed
– det er de fleste bygninger, der er bygget før 1960.
– Men kan denne imponerende holdbarhed og bæredygtighed også gælde for helt nye bygninger?
Det har været formålet med et forskningsprojekt på Kunstakademiets Arkitektskole, gennemført af undertegnede i samarbejde med phd-studerende Søren Bak-Andersen og lærlinge og lærere på Københavns Tekniske skole.
Vi kan nu fremvise den første prototype på et nyt bæredygtigt hus, helt af TRÆ, der er baseret på en historisk træteknologi – uden metalbeslag, skruer, søm eller bolte, der går tilbage til jernalderen. Bulhuse blev ganske vist forbudt af kongerne Chr. I og kong Hans i 1475 og 1492, men trods dette har de udvist en fantastisk og påviselig holdbarhed siden 1668 – d.v.s foreløbigt i over 350 år.
Bulladen til Tyrstrup Præstegård, opf. 1668
Ved at udføre husets træsamlinger som CNC-fræsede prototyper, kan konstruktionen bringes ned på en fremstillingspris, der kan konkurrere med trækonstruktioner, samlet med beslag.
Forskningsprojektets andre bæredygtigheds-parametre, der undersøges, vedrører:
– anvendelsen af dansk træ fra nærområdet – her egetræ fra bl.a. Fyn
– anvendelsen af friskfældet ‘grønt’ og ‘vådt’ træ, ligesom i jernalderen og middelalderen.
– selektivt opskåret træ på savværket – spejlskåret og kvartskåret, uden forekomst af marv.
– videreudviklede træsamlinger til CNC-fræsning, bl.a. med inspiration fra japanske minka-huse
– overfladebehandling med trætjærefarve – samt ubehandlet
Fordi de nye såkaldt bæredygtige træhuse, der bygges i dag, er fyldt med metalbeslag, vandsugende fyrretræ i ringe kvalitet, eller importeret træ, langvejs fra, sammenlimet træ, skåret tilfældigt op, herunder planskåret træ med marv, der revner, hvortil kommer mineraluld og plastikdampspærrer samt plastikmaling – holder disse højst i 50-80 år. Det er ikke bæredygtigt. Det samme gælder de tilhørende termoruder og energiruder, der endda i gennemsnit kun holder i 18-20 år, før de skal skiftes ud.
Huset præsenteres for offentligheden torsdag, den 5. september 2019 på udstillingen ‘CLIMATE CHANGE for a Sustainable Future’ på Arkitektskolen i København. Udstillingen varer til den 15. november.
Udstillingen er arrangeret som led i Arkitektskolens satsning på FN’s 17 Verdensmål for en Bæredygtig udvikling. (www.verdensmaalene.dk).
Dette projekt kan imidlertid ikke relatere sig til et enkelt af disse mål. Det relaterer sig derimod til Brundtland-rapporten ‘Vores Fælles Fremtids’ formulering om at ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov, i fare.”
I forhold til byggeri og byggebranchen, som vi beskæftiger os med her, handler dette om:
– at mindske forbruget af begrænsede naturressourcer, såsom ler, kalk, sand, grus, vand, skove, jern
– at mindske udledningen af CO2 under produktionen af byggematerialer, eller afbrænding af træ
– at mindske deponeringen af affald, herunder byggeaffald og farligt affald
Dette opfyldes bedst ved at bevare, ombygge og reparere eksisterende bygninger i god kvalitet, d.v.s. de fleste bygninger, der er opført før 1960, frem for at rive disse ned og bygge nyt. Dernæst opnås dette bedst ved at bygge nye huse i samme høje kvalitet og holdbarhed, som bygninger, opført før 1960, d.v.s. med en påviselig holdbarhed på mindst 200 år – i praksis med vedvarende holdbarhed.
Læs rapporten på dette site: Vedvarende Holdbarhed – bæredygtighed og cirkulær økonomi for bygninger af Søren Vadstrup.
Læs om oplægget til forskningsprojektet ‘Træhuse helt af træ – med vedvarende holdbarhed’ her.
Læs en kort version af projektet her.
Se tidligere omtale på dette site her og her
Læs en faglig artikel om huset af Søren Vadstrup her
En samlet rapport fra denne fase af projektet vil foreligge snart.
Søren Vadstrup 5.9.2019