Beskrivelse
Det globale klima er under mærkbar forandring i disse år, og i hele verden spekuleres der over konsekvenserne, samt hvad man kan gøre for at modvirke denne udvikling.
Et klart modtræk hertil er at reducere de enkelte borgeres og beboeres – og dermed de enkelte lande og byers energiforbrug. Da opvarmningen og afkølingen af de bygninger, vi bor eller arbejder i, står for en tredjedel af verdens samlede energiforbrug, var dette et oplagt sted at tage fat.
De ’bevaringsværdige bygninger’ i Danmark, som denne håndbog handler om, er per definition bygninger, der er ældre end 1940, men i de senere år er disse også udstrakt til nyere bygninger, bl.a. fra perioden 1940-60. Dette passer godt med, at nyere forskning (se litteraturlisten) har vist, at der går et relativt skarpt byggeteknisk skel i dansk byggeskik mellem bygninger, der er opført før ca. 1960 – og bygninger, der er opført efter ca. 1960. Dette gælder først og fremmest de materialer, som bygningerne er opført med – og derfor konsekvent skal vedligeholdes med – men dernæst også de bygningsfysiske principper, husene afspejler i deres byggeskik og konstruktioner.
Dette gør sig ikke mindst gældende i forhold til valget af materialer og metoder til energiforbedring af bygninger, opført før 1950-60, som det vil fremgå af denne publikation. Det er meget vigtigt, at energiforbedringerne på ældre bygninger udføres på en sådan måde, at husets tekniske og arkitektoniske kvaliteter ikke forringes. Nyere undersøgelser har vist, at det godt kan lade sig gøre at energiforbedre ældre bygninger på en nænsom måde, der ikke ødelægger deres bevaringsværdier, og så de samtidigt lever op til den nugældende standard for helt nye huse.